60+ bordtennis stormer frem
Skaber nye behov og hjælper dansk bordtennis i svære tider
Fra en anonym tilværelse som ældreidræt i 2012 er 60+ bordtennis i 2021 den største fraktion i dansk bordtennis og på flere områder en motor for udviklingen af bordtennis i Danmark.
Den organiserede del af 60+ bordtennis hører under DGI, DIF(BTDK) og DFIF (Dansk Firma Idræts Forbund), og BAT60+ blev stiftet i 2016 af DGI og daværende DBTU (BTDK). Når DGI og BTDK optæller organisationernes medlemmer, så er det på basis af medlemsforeningerne i hvert forbund, og derfor har begge organisationer fælles medlemsforeninger, hvor disse foreninger fra BAT60+’s synspunkt kun tæller én gang.
Sådan ser det ud i 2021, hvor BAT60+ for første gang nogensinde er den største aldersgruppe i dansk bordtennis med over 1/3 af alle medlemmer. Billederne viser henholdsvis 2021 og 2012:
Kilde: medlemstal.dk Kilde: medlemstal.dk
BAT60+ har oplevet meget stor interesse for bordtennissporten siden 2016 som et nyt motions- og læringssted for de ældre, et sted hvor man trods mere eller mindre nedslidt krop stadig kan være med, skabe nye bekendtskaber og skabe social interaktion.
Den demografiske udvikling, gør at der bliver flere og flere både selvhjulpne og friske 60+’ere, hvor mange begynder deres 3. alder ved indgangen til pensionsperioden. Det har selvfølgelig gjort det lettere at rekruttere de mange nye.
Rekrutteringen af nye 60+ medlemmer i foreningerne er initieret af BAT60+ organisationen, og ”flagskibet” er den årlige event ”uge37”, hvor BAT60+ foreningerne landet over holder åbent hus i samme uge. Siden 2016 har BAT60+ i samarbejde med DGI Bordtennis afholdt ”uge37 event”, og de fleste af de 2205 nye medlemmer i klubberne 2016-21 er kommet til foreningerne via denne årlige event, enten direkte fra besøgene i klubberne eller senere, når det rygtes, at det er sjovt at spille bordtennis i den lokale 60+ forening.
BAT60+ konceptet bygger på vedholdende og hårdt arbejde med iværksætterne Gert Jørgensen og Ole Hückelkamp i front 2015-19, og konceptet er enkelt og er det samme helt fra starten i 2016. En omfattende analyse af flere hundrede besøg i 60+ foreningerne i 2017 viste nemlig, at 60+’erne kommer til bordtennis fordi de forventer glæde og sjov, masser af nye læring og rum, og plads til social interaktion. Siden starten har BAT60+ været tro mod disse behov, og ved hjælp af vedholdende arbejde er denne kernehistorie både blevet forankret og formidlet bredt til alle 60+ foreninger, år efter år. Det har betydet, at omkring 50 foreninger hvert år tilmelder sig BAT60+’s ”uge37 event”, fordi de fleste kender og respekterer konceptet. Nogle siger også, at ”man tænker ens”.
Konceptet kan læses i detaljer på https://bat60.dk/uge-37/
Annonce i lokalavisen i Esbjerg 2019:
Den store medlemsvækst fra BAT60+’s succesfulde koncept bygger også på de mange BAT60+ stævner i single, double og hold. Stævneaktiviteten startede før BAT60+ blev etableret og var en væsentlig årsag til at BAT60+ blev stiftet i 2016. Også de såkaldte kompetencekurser, åbent for alle 60+ medlemmer i foreninger har været stor succes. Over 400, eller ca. 10% af alle 60+ bordtennisspillere har deltaget på disse kurser. Tilsammen er stævner og kompetencekurser alternative årsager til, at foreningerne er så gode til at fastholde deres 60+ medlemmer.
Det har heldigvis også vist sig, at 60+’erne gavner bordtennissportens foreningsliv på mange områder:
- Gør flere bordtennisforeninger større og forbedrer foreningernes styrke og
- De mange nye 60+’ere øger kommunernes bevågenhed overfor bordtennisforeningerne, fordi det handler om motion for ældre og dermed også om sundhed og økonomi.
- Tager del i ungdomsarbejdet ved at hjælpe med træning og undervisning
- Tager lederjobs og i det hele taget giver en hjælpende hånd i mange foreninger.
- Giver indsprøjtning til foreningernes økonomi og bidrager samlet til bordtennissportens foreninger med samlede indtægter op imod 1 mio. kroner pr år, og da 60+ afdelingerne ikke belaster foreningernes økonomi særligt meget, er dækningsbidragsindtjeningen meget stor og kan bruges til f.eks. ungdomsarbejdet.
- De mange nye 60+’ere bidrager med kontingent på 125kr årligt med over ¼ mio kr til BTDK
- Udnytter og fastholder foreningernes spillesteder ved at spille og træne på andre tidspunkter end på foreningernes normale træningstidspunkter.
Udvikling og skabe nye behov i 60+ regi har der også været tid til. De fleste syge mennesker med enten parkinson eller demens (primært alzheimer) er 60+’ere, og derfor har det været naturligt at 60+ bordtennis gik ind her og udviklede trænings- og terapiformer, som kunne afhjælpe og udsætte disse alvorlige sygdomme. Læs mere om bordtennis+parkinson her: https://bat60.dk/ping-pong-med-parkinson-sparket-igang/ og om bordtennis+alzheimer her: https://www.force60.dk/force60-crosstraen-og-alzheimer/
Væksten i BAT60+ bevægelsen er på 2205 medlemmer over de sidste 10 år mens aldersgrupperne 0-59 år i dansk bordtennis har mistet 4.217 medlemmer eller 42% på 10 år.
Sådan ser de sidste 10 års medlemsvækst i DGI+BTDK ud:
Kilde: medlemstal.dk
Den totale medlemsvækst i dansk bordtennis de sidste 10 år ser således ud, DGI+DIF+DFIF:
Kilde medlemstal.dk. Samtlige 60+ organiserede 60+ bordtennismedlemmer i DGI, BTDK og DFIF.
Bemærk at 60+ foreninger, der f.eks. både er medlemmer i to eller alle tre organisationer, DGI, BTDK(DIF) og DFIF kun tæller med én gang.
Når man ser på ovenstående analyse af medlemsudviklingen i dansk bordtennis, ligner det 10 års stagnation på flere områder. Med undtagelse af året 2019, hvor der var vækst på få hundrede medlemmer i aldersgruppen 0-59 år, ser det umiddelbart ud til, at det koncept, der er anvendt til vækstarbejdet, ikke har kunnet skabe tilstrækkelig vækst, alt andet lige.
Der gøres store indsatser i disse år i DGI og BTDK med at skabe vækst. Det er en stor opgave at skabe vækst i aldersgruppen 0-18 år, fordi den demografiske udvikling ikke er så gunstig som 60+, og så er der især meget stor konkurrence om de samme unge fra andre idrætter og andre aktiviteter, der alle bejler til de unge. Og konkurrencen er hård især fra computerspilverdenen, kæresten og fritidsjobbet
Derfor er det belejligt, at BAT60+ med 60+ bordtennis er inde i en solid vækstperiode med årlige væksttal på over 300-400 nye medlemmer, og således kan hjælpe dansk bordtennis i disse svære tider, både med ønsket om medlemsvækst, økonomi og ressourcemæssigt.
Bordtennis er en idræt til hele livet og fortjener stor udbredelse.
Henvendelse vedrørende denne artikel til